Gribskov Kunstforening – Kunstforeningen for hele Nordsjælland
Årets udstillinger 2009
Per Christoffersen, Kunstmaler:
Fernisering: 26.januar udstillingen varer til 6.februar.

Fra det meget komplekse har Per Christoffersen det seneste år arbejdet sig ind på et meget enklere udtryk. Det er den stille verden, de spor der bliver afsat af alt – planter, dyr, mennesker -og som i kortere eller længere tid vidner om det liv, der har været, der er motivverdenen, men også menneskets indre liv, de menneskelige følelser, har dannet udgangspunkt for kunstnerens malerier.
Jørgen Weirsøe, grafiker og kunstmaler:
Fernisering: 3.marts udstillingen varer til 17. marts

Jørgen Weirsøe er oprindeligt uddannet som grafiker, men er selvlært maler. På Tisvilde-egnen og i Nordjylland samt på talrige rejser har han i let abstrakte malerier og tegninger gengivet naturen med stor fornemmelse for stedets karakter og vejrets skiften. I 1979 tegnede Jørgen Weirsøe det grønlandske julemærke.
Udstillingen er arrangeret i anledning af Jørgen Weirsøes 80 års fødselsdag
Jørgen Weirsøe har skænket Gribskov Kunstforening 15 små værker til udlodning på ferniseringen. Et lod koster 10 kr.
To generation er
Fernisering: 18 august. Udstillingen varer til 1.september
PIA SCHJØLL, akvarel og maleri

Fra ganske lille har jeg tegnet og malet. Det førte mig siden ind på Kunsthåndværkerskolen, på den grafiske linje, hvor jeg tog afgang i 1965. Her har lærere som Victor Isbrand og Erik Clemmensen haft stor betydning for mig, ligesom Askov Jensen, der var tegnelærer på Glyptoteket, hvor jeg gik på tegnekursus.
Jeg har i mange år arbejdet med grafiske og illustrative opgaver sideløbende med maleriet, men fra 1980 satsede jeg for alvor på maleriet. Jeg har siden da haft løbende udstillinger på forskellige gallerier og udstillingssteder, og har samtidig undervist i tegning og maling både her og i udlandet.
Akvarelmaleriet har altid stået mig særlig nært. At kunne udtrykke sig på én gang spontant og med stor sirlighed, som denne teknik lægger op til, passer godt til mit temperament.
Forbilleder som Turner, Cezanne, Emil Nolde og Anna Syberg, der alle har hver deres forskellige udtryk og stilarter, har inspireret mig gennem min egen kunstneriske udvikling.
Senere har rejser til Cuba ført mig ind på andre kunstneriske ”græsgange”, hvor den afro-cubanske kultur har gjort stort indtryk på mig.
Jeg har gennem mine mange rejser til Cuba fået et indblik i deres gudeverden og deres forskellige legender, som sammen med min egen fantasi har ført mig ud i nye maleriske udtryk.
Jeg har i den forbindelse arbejdet på større formater med akryl på lærred.
Jeg har gennem de sidste mange år haft mange udstillinger på Cuba, ofte i anledning af forskellige afro-cubanske konferencer og festivals.
Det er dog altid akvarelmaleriet jeg vender tilbage til, hvor det nære og naturen er motivet.
At forholde sig ydmyg i forhold til det, der i virkeligheden ikke kan overgås.
Lys, farver, vind, vejr og landskabet med dets skiftende årstider giver mig lejlighed til fordybelse og inspirerer mig til nye udtryksformer. En blomst eller et æble har også et liv, som kun afgrænses af din egen fantasi.
MALENE SCHJØLL, maleri



Malene Schjøll er født i 1965. Hun er uddannet på Danmarks Designskole i København og Ecole des Beaux Arts i Aix-en Provence i Frankrig. Her boede og arbejde hun i 10 år.
”Jeg har altid været optaget af japansk æstetik og asiatisk filosofi (zen buddhismen), og på skolen, hvor jeg gik, var jeg så heldig at møde mange asiatiske kunstnere med hvem, jeg havde en stor udveksling.
Jeg lærte en del teknikker og noget om specielle materialer, bl.a. maling med tusch, sumie, og brugen af gips, plâtre-mort, som jeg bruger meget i mine billeder.
Derudover arbejder jeg med farvepigmenter, blandet med et akrylbindemiddel og meget vand, således at det får en akvarellignende og transparent virkning.
Jeg bygger mine billeder op med mange lag, så der opstår en fornemmelse af rum.
Rum til at ånde og meditere i eller til at rejse og gå på opdagelse i.
Samtidig kan jeg lide at lægge grafiske streger eller måske små noter ind på ”overfladen” af billedet, så der skabes en dynamik og bevægelse i billedet.
Til tider bliver billedet også et stykke notespapir: et sted, hvor små notater, skitser og stemninger nedridses.
Det hele fremstår som fragmenter af stemninger og indtryk.
Jeg har længe været glad for at læse japanske haiku-digte, og der findes små citater af disse i mange af mine billeder.
Med å ord udtrykker de noget meget essentielt omkring mennesket og naturen.”
Udvalgte udstillinger: Budapest Galéria, Ungarn – Lamaison des jeunes et la Culture, Marseille, Frankrig – Galleri Billedkunst, København – Marienlyst Slot, Helsingør – Kunstnernes Efterårsudstilling, Den Frie, København – Galleri Lisse Bruun, København – Galleri Bellevue, Berlin – Æglageret, Holbæk – Gallery Deep Dale, New York – Skovhuset ved Søndersø,Værløse – Huset i Asnæs.
Fernisering tirsdag d. 20.oktober 2009 18.00-20.00
ELNA CHRISTOFFERSEN
Billedhugger


En af de største glæder i mit liv er at modellere.
Når jeg modellerer, lægger jeg stor vægt på oplevelse og sansning, derfor arbejder jeg altid efter levende model.
At arbejde på denne måde kræver brug af alle sanser og en stor tilstedeværelse, hvilket jeg håber de færdige resultater afspejler.
Når jeg modellerer arbejder jeg altid indefra og ud, jeg arbejder med små klatter ler, begynder inde ved kærnen og tilføjer klat på klat, indtil jeg føler at skulpturen møder rummet og går i dialog med omgivelserne.
Når jeg arbejder, opstår en dialog mellem modellen, mit arbejde og mig selv – hver gang lige spændende – hvilket betyder, at chimpanse nr. 100 er lige så spændende at modellere som chimpanse nr. 1.Mine dyr fremstår i stentøj eller bronze. Stentøjet brænder jeg på eget værksted. Bronzen støber jeg selv på Vestsjællands Arbejdende Kunstværksteder. www.Vak-Kunstvaerksteder.dk

