Gribskov Kunstforening – Kunstforeningen for hele Nordsjælland
2006
Kinesiske kunstskatte på Det Kgl. Sølvkammer
Skatte fra Kejserens Kina
Den Forbudte By og Det Danske Kongehus
Den Kongelige Udstillingsfond åbner udstillingen ”Skatte fra Kejserens Kina”. Paladsmuseet i Den Forbudte By i Beijing stiller ca. 300 kunstgenstande til rådighed for udstillingen i De Kongelige Repræsentationslokaler på Christiansborg Slot.
Her vises Kejseren af Kinas imponerende trone, hans bærestol og dækkede borde samt kunstgenstande af enhver art: imponerende kejserportrætter, farvestrålende dragter, smykker, emaljearbejder, lakarbejder, astronomiske og medicinske instrumenter, malerier og porcelæner. Og så naturligvis Nattergalens bur!
Hendes Majestæt Dronningen og Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen udlåner fra de kongelige samlinger i et hidtil uset omfang – kinesiske møbler, billeder, kunstgenstande, porcelæn – alt fra de rige laster, som Asiatisk Kompagnis Kinafarere hjembragte i 1700- og 1800-tallet. Genstandene har ikke tidligere været vist offentligt. Yderligere er der udlånt sjældne bogværker og instrumenter fra danske arkiver, biblioteker, museer og private samlinger.
Udstillingen fortæller om danskernes syn på og opfattelse af kineserne gennem århundreder. Og den modsatte vej rundt: hvordan så kineserne på den vestlige verden og dens beboere? Hvilken gensidig påvirkning og indflydelse var der tale om? Hvad fascinerede os, og hvad kunne kineserne bruge fra vor verden?
Forbindelsen mellem Kina og Danmark/Europa er af ældgammel dato. Udstillingens mål er, at oplyse om og at skabe forståelse for forbindelserne mellem to verdener og mange livsopfattelser. Det er Vestens og Østens møde – et møde, som forhåbentlig kan berige forståelsen mellem Kina og Danmark.
Der udgives et stort udstillingskatalog, 680 sider, 450 illustrationer, trykt på dansk, engelsk og kinesisk. Her bringes 18 nyskrevne artikler af danske, kinesiske, engelske, amerikanske og hollandske forfattere om emner lige fra te-, porcelæn- og silkehandel, den danske astronom Tycho Brahes betydning for den kinesiske kejsers observatorie- og instrumentbygning, globalisering før og nu, beskrivelser af livet i Den Forbudte By, kinesisk lægekunst, kinesisk Europaopfattelse, Europamoden ved det kinesiske hof, ”helsebevarende” diæt ved kejserhoffet og Kina i dansk litteratur.
Det Kongelige Sølvkammer
September 2006
- Endnu ingen kommentarer.
- Endnu ingen trackbacks.


Seneste kommentarer: